...er ikke min stærkeste side. Men det er lige gået op for mig hvor afgørende det er og bliver for mig at fremelske den lidt mere. For jeg må indrømme, at hvis jeg giver hver ny situation med Kirk lidt mere tid, end jeg automatisk gør, så sker tingene faktisk, eller også viser det sig, at det jeg troede var et problem, slet ikke var det.
Og her tænker jeg på alt fra 'hvorfor vil han nu ikke tage sutten' til 'shit nu fucker amningen fuldstændig op. Han æder jo hver time'.
I sig selv er hvert af de små problemer jo ikke så afgørende eller svære, og på den måde burde jeg godt kunne undvære tålmodigheden. Men når pandoras babyæske åbner sig med udfordringer i alt fra mængden af d-vitamin til blemærker, ammefrekvens, rød numse og sutter så blir det pludselig en anden sag. En sag som i mit tilfælde har betydet, at jeg har haft en følelse af at være konstant usikker og dermed stillet spørgsmål ved næsten alt gennem de sidste seks uger efter Kirk kom til.
Først troede jeg at jeg måske var ved at udvikle en fødselsdepression, fordi det blev så omfattende. Og jeg blev træt af at have behov for at spørge andre om al ting for at have noget at sammenligne mig med. Derfor var det så uendelig rart give det lidt eftertanke (og tålmodighed) ved at bruge en dag på at gruble og mærke efter og til sidst nå frem til at det handler om... Ja, tålmodighed.... For det er trods alt en lidt mere munter udfordring end en depression eller lignende.
Men er du gal, det er svært. For hver situation får en dobbelt udfordring: den ene er selve situationen/problemet og den anden er at huske på tålmodigheden og dernæst væbne sig med den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar